Klassiske Øl-typer.


Bryg kan opdeles i tre store kategorier: de overgærede, der kan opdeles i dem der er brygget på bygmalt, og dem der er brygget på hvede, og så de undergærede.
Der findes mange klassiske typer inden for hver kategori, og en hel del af dem har skabt nationalt og internationalt berømte stilarter.
Når en brygger vil reproducere en klassisk øl-sort, så siger man at han arbejder i en bestemt stil. Hvis hans bryg derimod kun har en almindelig lighed med generel karakter, så taler man om en type. En sådan defination kan naturligvis ikke være international, da ordenes værdi ikke er ens over hele verden.

Undergærede.

Munchner. Det internationalt accepterede navn for en mørkebrun, undergæret øl, der er maltet uden at være rigtig sød. Navnet stammer fra den stil, der blev udviklet i Munchen i sidste halvdel af det 19.årh.
I sin hjemby ville en sådan øl blive kaldt en dunkel, for at skille den fra den langt mere almindelige helles. I begge de to farver er Munchner'ens stil dog kendelig på den maltede smag.

Øllets styrke ligger mellem 3,25 og 3,8%. En dunkel bør serveres ved kælder temperatur, men den lidt lettere helles må gerne få en let afkøling.
Eksempler: Gamle Carlsberg, Rød Tuborg.

Wiener. En ravgylden, undergæret øl af noget over normal alkohol styrke.
Navnet er i dag sjældent anvendt, og benyttes så godt so m kun i Latin Amerika. I Spanien, Tyskland og nogle få andre lande, men ikke i Østrig kaldes Wiener-øllet for Marzen. I sit hjemland kaldes stilen spezial.
At danske bryggerier kalder en let frokostøl for en Wiener-øl, er altså et decideret stilbrud. Alkoholstyrken ligger omkring 4,4%, og øllet skal helst serveres ved kælder temperatur.

Pilsner/Pilsener. Dette er uden tvivl den mest berømte øl i verden. Normalt ses betegnelsen Pilsner uden for Czekoslovakit, men forkortelsen Pils er også ret udbredt.
Navnet stammer fra det oprindelige bryghus i Pilzen i Bøhmen. Typen , der blev brygget der i 1842, hedder i Czekoslovakiet ganske naturligt Plzensky Prazdoj.
I Tyskland England kaldes den Pilsner Urquell. Begge navne betyder "Oprindelsen/kilden til alle Pilsnere".
Det er en ganske lys øl på 12 grader Balling med en særlig fint humlet smag, og selvfølgelig anvendes kun den bedste Bøhmiske humle. De bryghuse,der efterligner denne ølstil burde tilføje deres eget hjemsted på etiketten, så mæket f.eks, blev "BZitburger-Pils" som en særlig tysk version.
Mange af de tyske pilstyper, især nordpå, er for øvrigt tørrere end den originale stil, og mange lande bruger betegnelsen Pilsner ganske ukritisk.
Den originale pilsners styrke ligger mellem 3,6 og 4,o% alkohol. Øllet bør serveres afkølet, men ikke under 6 grader.
Eksempler: Warsteiner Pils, Krombacher Pils, Pilsner Urquell, Grøn Tuborg, Carlsberg Ice, Budweiser.

Ur´,Ur-type. Et bryg, der hævder at være den originale inden for sin specielle stil. I Tyskland vil en sådan påtegning på etiketten sandsynligvis være pålidelig, men andre steder er garantien mere usikker.

Dortmunder. Et undergæret bryg, der er mindre humlet end pilsner, men mere tør end en Munchner.
Den er en anelse mørkere end Pilsner og beskrives ofte som "Eine Blonde". I Tyskland betegnes den også som Export, men i Belgien betyder det en øl med meget lavere urtvægt.
Både i HollAand og Belgien benyttes forkortelsen "Dort" hvor der er tale om en imitation af stilen, mens andre bryggerier sætter deres nationalitet foran navnet, f.eks. Dansk Dortmunder".
Alkohol styrken er over 4%. Øllet bør serveres lettere afkølet.
Eksempler: Dansk Dortmunder (Ceres).

Lager. Alle undergærede øltyper er sådan set Lager-øl. Det er en fælles betegnelse, skønt navnet ofte anvendes om et bryggeri´s oprindelige undergærede øl. I England og USA forstås Lager for det meste som pilsner.

Bock. Et undergæret stærkt bryg, der nok stammer fra Niedersachen, men som i dag er stærkt knyttet til Munchen.
En Boch er i de fleste lande et meget mørkt brunt bryg, men i Tyskland brygges flere lyse sorter. Stilen er oftest knyttet til månederne Maj og Oktober, og etiketten bærer i reglen et billede af en gedebuk.
Urtvægten skal være mindst være 16 grader, og styrken ikke under 4,8% alkohol. Øllet skal helst serveres ved stue temperatur eller kun lidt afkølet.

Ved en eller anden misforståelse betyder Bock i Belgien og Frankrig en øl af medium eller lav styrke.

Doppelbock. En ekstra stærk undergæret øl, der fra begyndelsen blev brygget af italienske munke i Bayern. Nu brygges der mindst 200 mærker af denne ølstil rundt om i Tyskland.
Efter traditionen ender navnene altid på -ator. Urtvægten er aldrig under 18 grader og kan være så høj som 28.
Deres alkoholstyrke svinger helt oppe mellem 6,0 og 10,5%. Man bør servere dette øl ved stue temperatur eller svagt afkølet.

Side top

Hvede øl.

Weizenbier (Suddeutsche). En hvedeøl, der oprindelig stammer fra Bayern, men som i stor udstrækning nu produceres i Baden-Wurtenburg.
Den har en urtvægt på 12,3 til 13,8 grader, hvilket ligger en del over berlinernes hvedeøl. Der findes adskillige interessante variationer.
Styrken ligger på mindst 4,o% alkohol. Den skal helst serveres kælder kold eller let afkølet med en skive citron.
 
Berliner Weisse. "Champagnen fra Spree". Et klassisk forfriskende hvedeøl, der har sin oprindelse i det kejserlige Berlin.
Den har en urtvægt der ligger nede mellem 7,0 og 7,8 grader og en alkoholstyrke der ikke kommer over 2,0 - 2,4%. Serveres ved kælder tempreratur med hindbær juice eller et udtræk af bukkar.

Gueuze-Lambic (Bruxelles). En enestående vildgæret hvedeøl fra Senne dalen vest for Bruxelles. En Lambic kan også fås i ren tilstand eller som "kriek bier".

Lidt øst for Bruxelles findes den eneste overlevende af de traditionelle og konventionelt opgærede hvedebryg, nemlig "Hoegardse Wit". Styrken er normalt ikke under 4,0% alkohol. Bør serveres ved kælder temperatur.

Side top

Overgærede.

Saisions. En naturligt udviklet ale-type, der er overgæret og indfødt i Belgien og Frankrig lige omkring den Valenske grænse. Alkohol styrken ligger omkring 4,0%. Bør serveres ved kælder temperatur.

Trappist. Rettelse fra Lars www.goodbeer.dk
er øl brygget af en særlig munkeorden, der er disse her i Belgien: St Benedictus - Achel, Westmalle, l'Abbey de Scourmont - Chimay, Oval, Rochefort og Westvleteren, der har tilligere været et i holland, men de har overgivet brygningen til et normalt bryggeri

Dusseldorfer Alt. En overgæret øl med en udpræget kobberrød farve. Brygget er den specielle stil i Dusseldorf, Munster samt i et par andre byer i det nrdlige Rheinland og Westpfalen.
Man kan næsten kalde den en fætter til engelsk ale, men er mindre vinøs i sin smag. Styrken ligger på godt og vel 3,25% alkohol. Den bør serveres ved kælder temperatur.

Brown. Den mest specielle brune øl er den overgærede "Provisie" fra Oudenaarde en snes kilometer syd for Gent i Belgien.
Den har en særpræget tør-sød smag. Englands "Brown ale" er en traditionel stil, og der findes lignende typer fra flere lande, men især fra Belgien og Holland.
Det mørke øl er oftest sødt i udpræget grad. Styrken svinger lige fra "Provisie´s" 4,8% til de halt svage som detdanske hvidtøl. De bør serveres ved stue temperatur.

Ale. En fælles betegnelse for overgærede bryg i engelsk stil, med humlesmag, ofte bundfald og ofte uklart. I almindelighed er de kobberfarvede, men kan være mørkere.

Mild Ale. En udpræget fadøl type, der er yderst populær i Midlands samt i det nordlige England, men som kan fås over hele landet.
Det er oftest mørkt brun og har en karamel agtig smag, men der brygges også en "pale", hvilket vil sige kobberfarvet "Mild Ale". Efter engelsk smag er det en meget let humlet øltype. På pubs er det normalt den billigste ale man kan få.
Alokoholstyrken svinger mellem 2,o og 2,85%, og den bør serveres ved stue- eller kælder temperatur.

Bitter Ale. Det er så afgjort englændernes nationaldrik. En udpræget kobberfarvet og overgæret fadøl, der er en hel delstærkere humlet end de fleste andre øltyper i verden, og oftest er den kolosalt bitter, men normalt med en fyldig og afrudet, ofte maltet smag.
Den har et bemækelsesværdigt lavt indhold af kulsyre. Der findes et rigt varieret og stort udvalg hvad smag angår. Styrken svinger fra de helt lette typer med 2,4% alkohol til de de mere voldsomme og i reglen mere bitre med op til 4,4%.
En "Bitter Ale" bør serveres ved stue- eller kælder temperatur hvis smager skal komme til sin ret.
Eksempler: "A pint of Bitter", Bass

Pale Ale. (Burton) Skønt fadbitter ofte beskrives som "Pale Ale", er udtrykket mere rigtigt anvendt på den aftappede udgave.
Den naturligt udviklede Pale Ale fra Burton er en sjælden klassiker. Det er et livligt bryg, svagt syrligt, med en stærk humlet smag. Denne type kaldes også "India Pale Ale", et navn der stammer fra gamle dages kolonihandel.
Udtrykket "light ale" anvendes til beskrivelse af samme øltype, men med en lavere urtvægt, så her referer ordet light til styrken og ikke til farven. En noget lignende "sparkling ale" kan man finde i Adilaide i Australien og franskmændene har en "Irish Russet Ale".
Alle disse typer er kobberfarvede, og betegnelsen pale havde oprindelig kun til formål at skelne denne type fra den 'sorte' "London Porter". Styrken varirer, men en god "pale ale" har omkring 4,0% alkohol. Skal helst serveres ved stue temperatur.
Eksempler: Cains, Pete's Wicked Ale

Porter. Optindelig en lokal London øl, der bliver brygget med ristet, umaltet byg og bliver meget kraftigt humlet. Den sidste Porter, der blev brygget i Storbrianien, blev drukket i Nordirland i 1973. Der laves stadig Porter i adskillige lande, men den er undergæret.
Det er en anderkent ølstil i Kina, Østeuropa, Danmark, Frankrig og USA, men den er ikke mere en dagligdags øl, som den var før i tiden.
De moderne typer svinger mellem 4,0 og 6,0% alkohol med de danske versioner i den stærke ende. Bør ikke serveres ved en temperatur, der er ret meget lavere end stue temperatur, hvis man vil nyde den rigtige Porter smag.
Eksempler: Carlsberg Imperial Stout (1), Wiibroe Imperial Stout

Side top
Opdateret d. 09 08 2003