Hvor stærkt er øl?

Øl drikkere har altid tørstet efter de gode historier, og i mange lande har bryggerierne været alt for ivrige til at efterkomme et sådant ønske.
Det vrimler med fantasifulde påstande, og lige bortset fra de lande, hvor loven siger noget andet, er alle disse postulater påfaldende tyndbenede.
En svag øl er billigere at brygge, men det er mere profitabelt at overbevise forbrugeren om at den har en magisk potens.
Det stærkeste øl i verden er Kulminator fra Kulmbach i Bayern, med en alkoholstyrke på 10,6%.
Både Tyskland, England og Belgien brygger stærkt øl, med styrker lige omkring de 8%.
Disse bryg kan med andre ord udmærket sættes lig almindelig fransk eller tysk vin hvad styrke angår, og så drikkes øl jo af meget større glas.
Ingen ville vel skænke en pint Riesling eller 33cl rødvin op i et glas. Selv den 17cl nip flaske, der anvendes til meget stærkt øl i England, rummer mere alkohol end et normalt glas vin.
Spirtuosa varierer meget i styrke, men gennemsnittet for de stærkere ligger på ca 40%, men de drikkes ganske vidst heller ikke af halfpint glas.
Målene er forskellige fra land til land, og dog indeholder en lille flaske meget stærkt øl i de fleste tilfælde mere alkohol end en stor snaps. I England ville f.eks en 17cl Gold Label øl være stærkere end en dobbelt Whisky.
Det er ikke alle lande der har øl typer i den styrke, men øl i 7,5-8,5% klassen er ret almindelige. I praksis er det ikke let at brygge øl i den styrke, fordi den producerede alkohol bliver så stærk at den dræber gæren og standser udviklingen.
Skal man højere, må man benytte en særlig gær og betjene sig af en langsom opgæring. Resultatet bliver en herlig stimulerende drik til en frisk forårsmorgen eller en kold vinterdag, men de er for maltede til at man sådan lige kan skylle dem ned, og de er for tunge til at man kan sætte de helt store mængder til livs.
Det nærmeste man kan komme til en form for verdensstandard for en ølstyrke, ville nok ligge i underkanten af 4,0%. Det passer godt for Tyskland, skønt der findes en hel del special bryg, som er en hel del stærkere.
Det passer også godt for USA selv om en del stater har restriktive love, som varierer stærk fra stat til stat. Det almindelige øl må således ikke overstige et alkohol indhold på 3,2% i Minnsota, Colorado, Kansas, Oklahoma og Utah.
De fleste af disse stater har lokale forordninger, efter hvilke sørlige udsalgssteder kan opnå licens til at sælge øl med højere indhold af alkohol. De nationale bryggerier laver øl af forskellig styrke på de forskellige anlæg, alt efter de lokale love.
Engelske ales ligger et sted mellem 3,5 og 4,5% alkohol, selv om de engelske øldrikkere indtager større kvanta end der er normalt i de fleste lande. I Norden og i Nordeuropa ligger det daglide øls styrke på omkring 3,5% eller derunder, og på Island må der nu ikke skænkes øl der er over 2,2% alkohol.
Så længe det stærke øl kan fås når man ønsker det, kan øldrikkere ikke beklage sig over de svage typer. Styrken er ikke en målestok for kvallitet. En øl på 3,0% kan være en herlig tørst slukker på en varm sommerdag, især hvis man har behov for flere glas.

Sådan udtrykkes øllets styrke

Hvis man køber to flasker af den samme øl to forskellige steder eller på forskellige tider, har de sandsynligvis ikke den samme alkoholstyrke.
Øllets tilstand forandres nemlig i flasken, også hvis den er pastauriseret, og den påvirkes af tid og tempertur. Den gang Test Achats gennemførte en stor analyse af de ølsorter, der kunne fås i Belgien, blev resultaterne så forskellige, at det næsten var utroligt.
Bryggeriernes specifikation er det sikreste middel til klassifisering af øltyper, men det bliver let forvirende læsning, fordi de forskellige bryggerier og de forskellige lande anvender forskellige systemer, og disse systemer har ikke en gang direkte forbindelse med hinanden.
Alkoholindholdet kan udtrykkes enten ved volumen-procent eller vægt-procent, og her vil sidst nævnte give det laveste tal da alkohol er lettere end vand.
Nogle lande har desuden et særligt system, der anvendes til afgiftsberegning, f.eks det belgiske grad system, der ved første æjekast ser ud til at angive en ret optimistisk ølstyrke. De fleste systemer er baseret på angivelse af den mængde gærongsmateriale, der er gået til det pågældende bryg.
I de skandinaviske lande er denne indbrygningsvægt eller urtvægt grundlag for beskatning, og som måleenhed foreskrives Balling-systemet.
Vægtfylden af rent vand er 1000, så en urt med en vægtfylde på 1038 vil altså have 38 gram brygmateriale pr ltr, til rådighed.
Et mere andvendt system til angivelse af urt vægt blev indført af Balling i 1844, men det er nu ved at blive afløst af Plato-systemet, der blev indført
i Tyskland i 1918.
De to systemer ligger tæt op af hinanden, idet Plato kun viser 0,07-0,1 grade højere end Balling.
Forbindelsen mellem disse vægttal og den akoholiske styrke er afhængig af hvor høj grad gæringsmatrialet udnyttes.
Skattefrit øl har en stor urt vægt og en lav forgæringsgrad, men normalt får et bryg lov til at gære helt ud, og så vil forgæringsgraden komme op på mellem 65-75% af urtvægten.
En vægtfylde på 1038 svarer til 9,41 grader Balling, og som en tommelfinger regel udregnes det færdige brygs vægtprocent som godt og vel 3/10 af Balling-graden, altså omkring 3% alkohol i dette tilfælde, der igen svarer til 3,8 volumenprocent.
En pilsner type kan have en urtvægt på 1051, hvilket omsat til Balling giver 12,52 grader, og den kan opnå en alkoholstyrke på 4,5 vægtprocent eller 5,6 volumenprocent. Stærkt øl kan have en urtvægt på 1081, der svarer til 19,49 grader Balling, eller til en vægtprocent på ca. 6,8.
Ifølge dansk lov skal et brygs urtvægt opgives i grader Balling, og styrken skal angives i vægtprocent. Fremover vil jeg anvende urtvægt i Balling og alkoholstyrke i vægtprocent for at gøre sammenligning lettere.

    Balling Scala
  •   9,41 grader --> ca. 3,0% alkohol
  • 12,52 grader --> ca. 4,5% alkohol
  • 19,49 grader --> ca. 6,8% alkohol

Opdateret d. 09 08 2003